KENN ANDRE

 

 

DAVID

PEPE

BIRCH

 

PR & KOMMUNIKATION //

JOURNALISTIK //

VIDEO //

REDIGERING

TELEFON: 42 17 40 34

MAIL: DAVID snabela DAVIDBIRCH.DK

 

 

 

”Man må forberede sig på sin egen katastrofe.”

 

Interview med billedkunstner og kulturel alt-mulig-mand Kenn André Stilling. Bragt i Cover Man, August 2014

 

Kenn Andre Stilling åbnede de første Caféer i Danmark for omkring 40 år siden. Han går stadig på bar – vi tog med for at finde ud af, hvad han leder efter

 

”Du kan ikke tillade dig at gå ud og så komme hjem uden en god historie,” siger Kenn André Stilling og der går et sus gennem værtshuset.

 

For med den sætning har manden samlet op på alle de skæbner, der sidder omkring os i den firkantede formiddagssol og hygger sig med cigaretter, bajere og tabloidaviser. Vi har spurgt ham, hvad meningen er med at gå ud.

 

Hans svar er ikke til at stå for.

 

Det er ikke fordi, der bliver lyttet med ved nabobordene. Slet ikke. Men svaret er så stærkt, at det får luften til at vibrere.

 

”Hvis jeg havde en far, der kom hjem og svarede ’ikke noget,’ når jeg spurgte, hvad han havde oplevet, så ville jeg sige, at du er sgu ikke min far.”

 

De ord får det hele til at falde på plads. Mennesker har brug for historier – og de kommer ikke i bedre udgaver end dem, man selv oplever. Og det skal ikke gå hen og blive helt maskinforskrækket, men der er nogle mellemtoner i et fysisk møde mellem to, tre eller tusinder af mennesker, der ikke kan digitaliseres.

 

Hvis man ud vil have fat i de rigtige historier – dem der er værd at tage med hjem og fortælle – så skal du ud og tale med mennesker, røre ved mennesker.

 

Se på mennesker.

 

For Kenn André Stilling er det målet med at bevæge sig ud af sit hjem – og så gør det ikke noget, hvis det tager flere dage. Det må man tage med. Målet helliger midlet.

 

Kenn Andre Stilling har valgt at vi skal mødes på Funchs Vinstue, der ligger lige der, hvor indre by slipper taget i turisterne og Nørrebro åbner sine kulørte arme. Midt mellem weekend og hverdag.

 

Værtshusets klientel falder gennem livet i takt med at døgnet skrider frem. Tidligt om formiddagen er bordene besat af pensionister, der nyder samværet – også uden ord. Senere på dagen dumper midaldrende håndværkerne ind og supplerer frokosten med lidt røg og et sæt, ud på eftermiddagen er det de studerende, der springer aftensmaden over og nyder stemningen, før nattelivet slipper sine skånselsløse og kulørte horder løs i storbyens gader og hver en bås er besat af bløde studiner og langskæggede forældrekøb.

 

Kenn André Stilling hilser rundt ved et par af bordene.

 

”Ham der ovre,” siger Kenn André Stilling, da han sætter sig ved vores bord,

 

”Han er tidligere formand for Bødkernes Fagforening. Han er over 90 og går stadig ud. Han har siddet her ved de her borde med Thorvald Stauning”.

 

Det handler om historier og historie.

 

Han går målrettet i baren og bestiller en stor fadøl. Sorte Bukser, gråt skæg, hvid skjorte og mønster der rasler i lommen.

 

Det er Kenn André Stillings skyld, at du drikker Café Latte. I midten af halvfjerdserne introducerede han danskerne for cafelivet med åbningen af fire caféer i Københavns indre by. Tre af dem eksisterer endnu – stort set uændrede. Café Sommersko, Café Dan Turèll, Café Victor og den tilhørende Brasserie Victors Garage.

 

Hvorfor skulle vi til at gå på Café?

 

”Vi var i Paris og indså, at der jo ikke var nogen grund til kun at drikke cappuccino en uge om året, når vi var ude at rejse. Det kunne man gøre året rundt, hvis der var et sted, der serverede det. ”

 

Kort fortalt købte Kenn André Stilling en espressomaskine og slæbte den til København under devisen, hvis det ikke går, kan den altid bruges som skulptur. Et af målene med at åbne caféerne rimer på målet, der historien igennem har fået unge mænd til at kaste sig ud i tvivlsomme eventyr.

 

Damer.

 

”Vi ville have damerne ned fra cafeterierne. De sad jo og hang ved bordene oppe i Magasin Du Nords cafeteria og spændte ben for mændene for at få lidt opmærksomhed. Dem ville vi gerne have ned i gadeplan.”

 

Du gjorde det for damerne?

 

”Ja, det kan du sige. Men ikke for mange – damer i flok kan være ret utålelige med deres høje latter.”

 

Et par milliarder espressoserveringer senere sidder vi over en grøn groftvævet dug i en bås på Funchs. Han kommer her tit og tager historier med hjem. Nogle af historierne bliver fortalt – andre bliver omsat i følelser og farver, som ender på lærreder.

 

Hvordan kan du lide at gå ud?

 

”Det kan jeg meget nemt svare på, for det har ikke ændret sig siden jeg var 14 år gammel.”

 

Hvad skete der?

 

”Jeg gik ned på Jagtborg i Rantzausgade som fjortenårig Og der fandt jeg ud af, hvad det hele handlede om. Da jeg var på vej ind, kom der en grædende taxachauffør ud. Han havde tabt sin taxa i billard: dengang gik taxachauffører jo med uniform, så der var en stor voksen mand med autoritet i tøjet, der stod og græd. Det er noget, der gør indtryk på en fjortenårig. Indenfor så jeg, hvordan de voksne var i højt humør. Jeg lavede stemmen om, så den blev rigtig dyb, og så bestilte jeg en Tuborg. Siden er der ikke noget, jeg har ændret”

 

Kenn André Stilling plirrer med øjnene, klukler ved minderne. Han ligner en mand, der aldrig har foretaget sig andet end at sidde ved en grøn dug på et storby-værtshus og fortælle historier. Ikke forplumret fuldemandssnak, men gode historier fuld med indsigt, begavelse, autoritet og referencer af en anden verden.

 

I løbet af tyve minutter pisker samtalen rundt i alle tiders kulturhistorier. Vi får mere øl i glassene, mens vi runder bokseren Muhammed Ali, danske frihedskæmpere, filmskaberen Morten Korch, pornobladet Weekendsex, og den svinske svineproduktion, inden ordene igen samler sig om det at gå ud.

 

”Jeg har altid interesseret mig for flugtforsøg og det at gå ud er et flugtforsøg. Ligesom enhver ordentlig sømand altid finder ud af, hvor redningsbådene er, som det første, når han mønstrer et skib, så er det vigtigt, når man bevæger sig gennem en by at finde ud af, hvor man kan komme lidt på afstand. Man må forberede sig på sin egen katastrofe.”

 

Og i takt med at ordene fylder rummet, løber sandet gennem timeglasset og vi forlader en mand, der om nogen er et ekko af Københavns åndehuller. En mand, der bevæger sig lige vant i Paris’ ikoniske cafémiljø og i den fadølsplettede ende Københavns kulturliv. Og hvis du møder Kenn André Stilling på din tur ud i byen, så giv ham en historie at tage med hjem – du får med garanti en igen.