ULRIK ROHDE JØRGENSEN

 

 

DAVID

PEPE

BIRCH

 

PR & KOMMUNIKATION //

JOURNALISTIK //

VIDEO //

REDIGERING

TELEFON: 42 17 40 34

MAIL: DAVID snabela DAVIDBIRCH.DK

 

 

 

 

"Pludselig står man så der og ser sin gamle dansklærer med en lampeskærm på hovedet og pikken dinglende ud af bukserne”

 

Interview med Søren Ulrik Thomsen, Steen Jørgensen og Jokum Rohde. Bragt i magasinet Københavner, 2011

 

Digteren Søren Ulrik Thomsen, rockaristokraten Steen Jørgensen har kendt hinanden siden punken splittede kulturlivet i to dele i anden halvdel af halvfjerdserne. Senere kom den unge forfatter Jokum Rohde med ved bordet og gennem de sidste tyve år har de tre mødtes på kryds og tværs i Københavns kultur- og privatliv og i en helt bestemt boghandel i det indre Købehavn.

 

Lidt senere kommer Steen Jørgensen og hans ven Jokum Rohde ind ad døren.

 

Søren Ulrik Thomsen har været der i ni minutter. Det første minut bruger han på at vokse sammen med en stol i hjørnet. Han er en mand uden tid. Han har siddet på den brune træstol i hjørnet i få sekunder. Han har siddet på den brune træstol i hjørnet i hundrede år.

 

Overfor mig og overfor blokken og overfor øllen og overfor cigaretten sidder han og han skal bare have en danskvand.

 

I det første minut tager han et par smukke, tofarvede briller af, folder dem omhyggeligt og lægger dem fra sig på bordet. Slipset er blåt og bredt og skjorten er stribet. I det næste minut taler ham om skybruddet, der har vendt København på vrangen og om det digt, han har skrevet som en hyldet til regnen. Det var sidste års skybrud. Det i år var for voldsomt at skrive digte om, siger han.

 

Det fjerde minut er også gennemblødt. Søren Ulrik Thomsen og hans kone skule have set Diane Reeves i Tivolis koncertsal, men da de kom derind stod der store baljer for enden af silende vandsøjler. Koncerten var aflyst og det ærgrer ham, for han havde ikke mulighed for at komme på den nye dato

 

I det fjerde minut afgør han, at han - og Jokum og Steen, forstås – lige skal se teksten igennem, før den ryger til tryk og det er da helt i orden. I de femte og sjette minut gennemgår han temaet for artiklen, som han gerne vil have, det skal være. Han har også taget noter. Det med noterne griner vi lidt ad, mens han folder dem ud.

 

I det syvende minut bruger han ordet palimpsest to gange. Af en eller anden grund, har jeg stødt på ordet for nylig og ved derfor, hvad det betyder. Et palimpsest er et billede, der er blevet renset af og bemalet på ny. Søren Ulrik Thomsen argumenterer, at sådan er det at bevæge sig i København gennem sindet og gennem kulturen, litteraturen og billedkunsten. Der er altid et nyt billede, en ny historie og et nyt minde om en pige i en opgang bagved facaderne.

 

I det ottende minut taler vi om hans nye digtsamling Rystet Spejl, der er en stor succes. Han ville gerne have haft et eksemplar med, siger han.

 

Og så kommer Steen Jørgensen og hans ven Jokum Rohde ind ad døren og op af de tre trin til vores bord.

 

Steen og Jokum er glade. Sammen opfører den forenede trio sig som tre gode venner, der mødes på et værtshus. De er tre gode venner, der mødes på et værtshus. Steen og Jokum skridter det lille lokale på indre Nørrebro af. Det tager to skridt, så støder man ind i væggen til lokummerne. Steen Jørgensen glæder sig over en mulighed for at gå på værtshus en eftermiddag, mens Jokum Rohde glæder sig over gensynet med Søren Ulrik Thomsen. Der er ellers kun gået tre dage, siden de to cyklede en tur sammen i udkanten af det meste. De fortæller med latter og respekt i præcist formulerede sætninger om de mennesker, de mødte. Om de stærkt solbrændte værtshusgæster i Hvidovre, der så ud som om, de var på charterferie og om manden med cowboyhat og uden tænder de mødte i en brun barakby i nærheden af fisketorvet. Steen griner brummende under en sort og hvid kasket.

 

Og skal vi komme i gang? Ja lad os det.

 

Hvornår mødte I hinanden?

 

Jokum Rohde: ”Jeg mødte Steen nede i Booktrader i Skindergade 32. Det der bogantikvariat i 1993. Det var måneden før, jeg havde min egen debut. Det havde jeg 4. november 1993”

 

Steen Jørgensen: ”Er det der, vi mødes?”

 

Jokum Rohde: ”Ja, der har jeg været slank og uden skæg. Booktrader var for mig et helt almindeligt bogantikvariat, hvor jeg købte min Jean Genet og min Burroughs. Parallelt med det, hvad jeg ikke rigtig vidste, var det et lidt en klub eller et dive, ik?”

 

Steen Jørgensen: ”Et hangout.”

 

Jokum Rohde: ”Og der lagde jeg mærke til at Steen Jørgensen tit stod og hang over tikronersbordet.”

 

Hvad ledte du efter?

 

Steen Jørgensen: ”Digtsamlinger, moderne poesi og den slags og også meget andet. Lars Rasmussen havde mange ting, dernede. Han var interesseret i at skaffe de mere specielle ting hjem. Det var også dernede, Burroughs signerede bøger. Dengang var vi der alle sammen. Mig og Knud og Henrik Bjelke og alle de der.”

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Jeg var der ikke.”

 

Steen Jørgensen: ”Nej, du var der ikke. Henrik Bjelke havde taget så mange bøger med, at William Burroughs ikke gad signere dem alle sammen.”

 

Jokum Rohde: ”Det er så lige to år før. Det var i 1982.”

 

Steen Jørgensen: ”Var det i 1982?”

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Det var i 1984. Burroughs i Saltlagetet var i 1984. Der var jeg. Jeg tror, det var Niels Barfoed, der skrev i Politiken, at han havde en ’ond øgleagtig udstråling’”

 

Hvad med jer to, Steen og Søren. Hvordan mødtes I?

 

Steen Jørgensen: ”Det var jo gennem Knud. Jeg og de andre i Sods lavede jo det her band. Og der mødte jeg Søren.”

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Knud og jeg har kendt hinanden, siden vi var drenge på Stevns.”

 

Steen Jørgensen: ”Ja … I går jo langt tilbage … og det var en skide spændende scene. Det var lige før, Søren debuterede. Der var alle mulige folk ind og ud af Sods i den periode. Jeg husker også, at vi mødtes til forskellige aftener oppe hos Poul Borum. Poul havde sådan nogle aftener, hvor stemningen var helt speciel. Vi var alle klar over, at det var noget helt nyt. En ny scene, man havde gang i. Noget, der ville komme til at betyde noget og ændre noget.”

 

Var musikerne også interessante for jer digtere, Søren?

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Ja absolut. Det var dem, der holdt sammen på hele den der scene. det, der skete på det tidspunkt, var et brud, der gik hele vejen ned igennem kulturlivet nærmest fra den ene dag til den anden. Lidt ligesom i 1968. Det var både inden for musikken og litteraturen – især poesien – og det var indenfor maleriet. Folk begyndte at male igen. Og det var på universiteterne, hvor man gjorde op med universitetsmarxismen og begyndte at læse de franske filosoffer. Men der, hvor det helt præcist skete. Det var i musikken og især i Sods. Til deres koncerter: der mødtes alle.”

 

Steen Jørgensen: ”Ja og i bandet. Det var en meget åben periode, hvor der var mange nye folk med i bandet. Pludselig var der en jazzmusiker med. Morten Versner var også lidt med og i en kort periode var Martin Hall med i Sods. Og så var de væk igen. Meget åbent og meget inspirerende. Der kom ikke nogen plader ud af det. Bandet var flydende, og det var en periode med meget improvisation. I den slags perioder plejer pladeselskaberne at holde sig langt væk. Men meget af det er faktisk optaget … og det kan jo komme en dag. Jeg ved ikke rigtig, hvem det ville interessere. Der var dog ikke rigtig nogen andre, der lavede sådan noget dengang. Det havde en anden attitude end den gængse jazzscene, som var pæn og meget hippieagtig. Der var jo den der brydning, som Søren taler om, alle vegne. Venstrefløjen var meget, meget stor. De blev jo delt i to i et forsøg på at finde ud af, hvad de skal gøre med det her punk og de nye digtere. Vores debutplade bliver anmeldt to gange i Information. En for og en imod. Det er jo fuldstændigt fantastik. Jeg tror, at man på redaktionen simpelthen har været uenig om, hvad man skulle synes om det her. Er de fascister eller er de ikke fascister?”

 

Ved ordet fascist lister redaktør Kongstad sig ind på værtshuset. Han har forsøgt at skaffe en fotograf – en af de gamle – til interviewet uden held. Han har en gul plasticpose fra en meget lokal fotohandler i hånden. Selvom han aldrig har været punker som sådan, er han rundet af en DIY-tid og har selv købt sig et kamera. Og cyklet ud og ind på adressen. Kameraet er sort og lægger bløde, blå lyspletter på motivet. Da han stiller sig op på en stol og knipser bliver det umuligt for trioen at holde koncentrationen. ’Hej Martin’ og ’nå er du fotograf, ha ha’ og cigaretter og nye øl i glassene.

 

Jokum i den her periode har du været omkring ti år gammel. Hvor var du henne?

 

Jokum Rohde: ”Jeg sad ude på ABC-teateret og så en eller anden stor komiker dø på scenen. Min barndom er meget i det halvfjerdserindustrielle morskabsteater, fordi min mor er skuespiller (Christiane Rohde) og på den anden side i min far Per Arnoldis verden. Jeg vokser mere eller mindre op på det der morskabsteater, hvor de store komikere ender deres dage. Jeg er et gidsel mellem Claus Pagh og Per Arnoldi. ABC-taeteret er et vanvittigt Las Vegas-inspireret sted, der kører på nogle maniske svedperlende nagler midt i Købehavn. Samtidig kører min far mellem sin kunst-quiz-identitet og et meget selvdestruktivt privatliv med natklubber, gangstere og druk. Hvis vi tager Steen og Sørens ide om et todelt kulturliv, så vil jeg sige, at jeg vokser op i en tredje verden, som er underholdningsindustrien. Er du sindssyg, der var nogle vilde eksistenser der. Mennesker, der sad og storgræd, inden de skulle ned på scenen. Publikummet var også specielt. I dag er det vel mest cirkusrevyens publikum, der kommer tættest på, ABC-teaterets, men de var ikke helt så proletariske. Det hele var bygget op omkring de her komikerikoner, der var på vej ned i et styrt. Der sad jeg som otteårig og sminkede mig selv. Mens Steen og Søren delte kulturlivet et andet sted, sad jeg og ventede på at tage tøjet af Kirsten Norholdt. Jeg var jo omgivet af legendariske bryster, lingeri og garderobevrag fra jeg var helt lille. Det er det tætteste, jeg har været på rigtig burlesk med døende komiker og meget unge teaterchefmadrasser, der kunne replikkerne meget dårligt. De var fantastiske. De fik simpelthen så mange tæsk, de der piger. De skulle virkelig sminkes meget, når de gik på scenen.”

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Det forklarer jo meget.”

 

Jokum Rohde: ”Haha, ja det må man sige. Der sad jeg mellem de store kroppe og læste Marvel-tegneserier. Jeg lagde slet ikke mærke til punken. Det gjorde jeg først nogle år senere, hvor jeg begyndte at gå i teateret på egen hånd. Der så jeg de to verdner. Jeg kom meget på Mammuttetaret og så begyndte jeg at gå til koncerter med Sort Sol.”

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Du betragter jo Sort Sol som teater.”

 

Jokum Rohde: ”Ja, det gjorde jeg nok.”

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Lars Hugs city slang-koncerter var jo de første teaterkoncerter. Lars Autoophug, kaldte han det fordi han huggede en bil i stykker på scenen.”

 

Hvordan mødte I to hinanden, Søren og Jokum?

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Det var jo faktisk gennem det, vi har skrevet. Jeg så alle Jokums teaterstykker fra januar 1996.”

 

Jokum Rohde: ”Vores første møde var foran Maxwel og Levinshons lounge på Nørre Farimagsgade, hvor jeg skulle ind og møde en pige, lige da jeg havde skrevet min første bog i 1994. Der passede Søren mig op og sagde, at den var god og at jeg bare skulle fortsætte på den der måde. Det synes jeg var på toppen. Det var jeg glad for. Jeg kan huske, at jeg havde stået og set på Søren et år tidligere i Vester Vov Vov, men der turde jeg ikke tale til dig.”

 

Hvorfor gik du hen til Jokum, Søren?

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Jeg synes jo, at det var enormt godt, det han skrev og jeg var begyndt at se alle hans stykker. Både hans prosa-univers og hans dramatiske univers er fuld af referencer til København. Det kunne jeg godt lide. Det var en fælles interesse. Da vi så havde lært hinanden at kende, så talte vi hele tiden om alle mulige steder i København. Der besluttede vi at få en ventil for alt det her Københavneri ved at lave den bog, der kom til at hedde København Con Amore sammen, hvor vi cyklede rundt og tog billeder. Det gør vi stadig. Vi gjorde det i lørdags, hvor vi oplevede det der palimpsest, som jeg har talt om, hvor der hele tiden er noget nyt omme bag ved. Det er ikke første gang, der er nogen, der cykler her i byen, der hvor vi cyklede. Når man så er i Hvidovre, så kommer man til at tænke på Jac og Strunge – the glimmertwins. Og derude kommer man også til at tænke på Rødovre Statsskole, hvor Sods debuterede i 1977. Der er hele tiden historier bagved. Ligesom når man går ned af Istedgade, så tænker jeg på Tom Kristensen og på Tove Ditlevsen og nu også på Jonas bog, altså Jokums debut, som ligger der som endnu en reference. Videre tænker jeg så på Dan Turéll. Der ligger allerede en tre/fire generationers tolkning af det samme sted. Når man bevæger sig, så ser man film, men har set og musik, man har hørt. Jeg tænker på fynbomaleren Peters Hansens billede af legende børn på Enghave Plads. Jeg ser byen gennem alle de her kulturelle filtre, men også gennem filtre i mit eget liv. Her har jeg haft en kæreste og her gik jeg engang og havde det skrækkeligt og var ensom. Jeg oplever København i lag. Og man går videre ud til Amager og tænker på Hans Jørgen Nielsens Fodboldenglen og Klaus Rifbjergs Amagerdigte. Derfra kommer man til Christianshavn.”

 

Steen Jørgensen: ”Og der tænker man på Mogens Mogensen, der var tekstforfatter og femte ukendte medlem af Gasolin.”.

 

Hvor læser du om København, Steen?

 

Steen Jørgensen. ”Meget tidligt i firserne gik der til en gammel krumbøjet mand rundt nede ved Sommersko med en grøn frakke og et intenst blik. Knud fortæller mig, at det der, det er Ole Sarvig og så skaffer jeg mig en del af hans bøger. Det var noget, der gjorde indtryk, det var det sgu.”

 

Har I haft et kulturelt møde, jer tre? Altså har I lavet noget sammen?

 

Jokum Rohde: ”Ja, og det er jo ret nyt. Sidste år skrevet jeg stykket Hvem myrdede Regitze Rio til Det Kongelige Teaters Eventministerium. Der var både Steen og Søren med på scenen. Det var meget stort for mig at få Søren Ulrik og Steen med, fordi den i høj grad handler om min egen barndom på ABC-teateret og derfor fortæller mit kulturliv.

 

Søren Ulrik Thomsen: ”Tilfældigvis var Jokum og jeg i New York samtidig. Derovre ringede Jokum og spurgte, om jeg kunne levere et digt, og der havde jeg lige skrevet det dig fra Rystet Spejl, der hedder Jeg har sat mig her ved det bageste bord. Det læste jeg for Jokum i telefonen og han sagde top. Ideen er, at der hver aften er nogle gæstestjerner i forestillingen for eksempel Steen, der synger Alabama Song, men jeg læser digtet op.”

 

Steen Jørgensen: ”Jeg er vild med at prøve noget, jeg ikke har prøvet før, så jeg var helt med på ideen. Det er jo ren Rock’n’roll.”

 

Og så er den kat ude af sækken. Efter 44 minutters samtale og seks øl er der blevet sagt Rock’n’Roll. To et halvt ord, der stadig opsumerer langt mere end summen af læderjakker og lakplader. De tre venner gør et stort nummer ud af at etablere hinanden som Rock’n’rollere.

 

Rock’n’roll-digteren.

 

Rock’n’roll-dramatikeren.

 

Rock’n’roll-sangeren. De sider sammen om et lille bord med mange flasker og meget røg. Igen.

 

Stemningen er fyldt med kærlighed til hinanden og til venskabet og til den tiltagende tirade af kulturelle referencer. Der er også de nordlige forstæder, man finder i CV Jørgensens lyrik og Ib Andersens akvareller og Anders Bodelsens tekster. Kulturelle referencer i lag fra Hellerup og opefter vælter ud af de tre munde og lægger sig mellem blokke, noter, kuglepenne askebægre og flasker på bordet. PÅ et bord, hvor der allerede ligger titusinder af ord fra andre tider.

 

Kongstad er holdt op med at fotografere.

 

Han er med i samtalen. Nu handler det om pinsekarnevallet. Hvor kom det fra? Derfra styrtdykker samtalen ned i en kælder i pisserenden, hvor der foregik et bestialsk mord 2. pinsedag 1990. I løbet af 264 dage i 1989/90 blev seks kvinder i Københavnsområdet dræbt. Samtlige mord er stadig uopklarede. Lige præcis det her er særligt interessant for flokken på nørrebro enogtyve år efter. Steen kendte hende lidt. Anne Stine hed hun. Hun havde rødt hår og var stærk og karismatisk. Hun blev 18 år og havde netop fået et 13-tal i religion og var i gang med de sidste eksaminer på Christianshavns Gymnasium.

 

Steen har en holdning til og en viden om det mord.

 

Jokum har en holdning til og en viden om det mord.

 

Søren Ulrik har en holdning til og en viden om det mord.

 

Martin Kongstad har en holdning til og en viden om det mord.

 

Sammen ved de næsten det samme.

 

En omgang til, kan vi da godt nå. Og samtalen letter igen. Ud af kælderen. Op gennem tiden. Hver generation skulle have bare et sted i København, der får lov at stå som den altid har gjort. Pludselig er de tre en halv venner i Berlin, hvor Bowie kan gå ubemærket på en bestemt bar, fordi bartenderen er meget gammel og det sted findes endnu. Vi tager til Galathea Kroen, hvor der hænger indtørrede kanoer i loftet og hvor slagbænkene er fyldt med vinylplader med alle tiders blues og jazz. Trioen glæder sig over, at Galathea kroen står nøjagtigt som den gjorde, i 1953, hvor den åbnede med den nye specialitet rijstaffel - et hollandsk måltid af indonesisk oprindelse med tilbehør af mange krydderier, frugt og grønt til en karryret af svinekød som basis.

 

Ole Reimann, der deltog i Galathea-ekspeditionen 1950-52 som værnepligtig havde opskriften med hjem, og startede kroen i med sin bror Jørgen året efter landgangen.

 

Så er vi på solsiden af hovedstadens mest overcyklede strækning Dronning Louises Bro, hvor de nye lokale ligger og slænger sig. Jokum og Søren Ulrik har været der mange gange før. Har sagt mange ord til hinanden før om Dronning Louises bro. De behøver ikke høre efter mere. Men de gør de. Pludselig midt i alle ordene vender Steen Jørgensen sig mod mig og blinker kort, før han tvinger sin egen mening om det ganske lille hjørne af hovedstaden ind i samtalen. Steen Jørgensen bliver vred over at blive talt. Der står en to en halv meter høj kommunalt solcelledrevet maskine med følere i cykelstien og digitaltal i øjenhøjde. Maskinen tæller cykellisterne og oplyser den enkelte om, hvilket nummer i køen, man er den dag og i al tid. Den maskine irriterer Steen Jørgensen.